3 uger... Nej en måned er gået!

Hej alle!

Min plan var, at jeg ville lave et opslag om ugen eller deromkring, men hold da op, hvor har jeg bare ikke haft tid! Jeg har arbejdet og sovet og arbejdet og sovet, og så har jeg i 3 dage (2 søndage og en lørdag) haft tid til at slappe lidt af og se DC.

Jeg har det alt i alt rigtig godt - jeg er rigtig glad for min forsknings-gruppe, NIH er vildt sejt, DC er en dejlig by, og der hvor jeg bor er der plads nok og mine roomies er søde.

Første uge blev brugt med at falde til... Dvs. jeg brugte meget tid på at tage diverse kurser; etik-kursus, internetsikkerheds kursus, ligestillingskursus, museforsøgskursus, lab-sikkerhedskursus... Og der var nok en snes flere kurser som jeg skulle igennem. Desuden skulle jeg registreres i alle NIH registrene; internet-konti, arbejdspladsen, bank... Og sidst, men ikke mindst, skulle jeg have et sikkerhedskort til det meget beskyttede og sikre Campus; For at komme ind på campus skal man igennem sikkerhedsscreening, hvis man ikke har et NIH ID kort.

NIH ID Badge...
Det har vist sig, at jeg, fordi jeg er udlænding, ikke kunne få et sådanne kort før jeg havde et Social Security Number (SSN). Jeg kunne ikke få mit SSN før jeg havde været igennem en halv snes intro-møder på NIH, og SSN-kontoret bruger omtrent 1-2 uger på at registrere en person under et SSN...
Og så er der lige det, at man skal igennem en "sikkerheds-screening/baggrundstjek" når man har et SSN, for at få et NIH ID kort.

Jeg har nok brugt relativt meget spalteplads på at beskrive det her, men det er kun fordi det har fyldt MEGET i mine sidste ugers hverdag! Hver gang jeg har skulle ind på Campus, har jeg skulle benytte mig af en af 2 indgange (én i dagtimerne, og en anden i nattetimerne)... Og da jeg bor på campus har det betydet, at jeg virkelig har lært sikkerhedsvagterne godt at kende. Jeg er blevet røntgenscannet og tjekket for metalgenstande ≈50 gange de sidste 3 uger... Jeg har stadig ikke fået mit kort, men jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg får det inden for de næste 2-3 dage (forhåbenligt)!

Lab...
Jeg er kommet godt igang i lab! Allerede på anden-dagen havde jeg forsøg kørende, og jeg er nu næsten helt selvstændig i labbet. Jeg har omkring 40 mus af forskellig genetisk herkomst (forskellige varianter) som jeg selv står for ...avlen af??... Og så har jeg efterhånden også fundet mig godt tilrette med mine cellekulturer. Jeg har lært en del nye ting, og allerede lavet et eksperiment forkert... Så kender man forskning igen!

Jeg har skrivebord 3 meter fra min labbænk, hvor jeg laver mine forsøg, så der er ikke nogen undskyldning for ikke hele tiden at være igang, og arbejdet kalder! Jeg arbejder fra morgen til sent om aftenen (9-10 de fleste dage) - en lidt anden arbejdsmoral end den der præger forskning i Danmark. Dog er det ikke kun hårdt laboratorie arbejde; jeg bruger meget tid på at gå til seminarer med diverse forskere fra hele verden der kommer til NIH for at fortælle om deres forskning. Det er nogle imponerende talere; deriblandt nogle af de dygtigste forskere fra USA og resten af verdenen.

Konference
9 dage efter jeg ankom til USA tog jeg til en konference i Santa Fe, New Mexico. Jeg troede oprindeligt at Santa Fe var sådan et meget varmt sted, med sol og tørke, men det er langt fra sandt. Jeg var til konferencen i 6 dage sammen med min gruppeleder fra NIH samt min gruppeleder fra England. Det var 6 intense dage hvor jeg hørte omkring 60 forskellige præsentationer om PI3Kinase signalering i cancer, immunologi, og vækst syndromer. Jeg lærte nogle utroligt søde mennesker at kende, og lærte en hel masse om det felt jeg nu er havnet i. Desuden fik jeg en eftermiddag fri til at tage et smut op i bjergene for at stå på ski - Det var helt fantastiske forhold i 4 km højde, og jeg stod på ski i 4 timer før jeg smuttede tilbage til hotellet for at PI3Kinase den videre... (som man nu siger...)

Det var 4 dage, hvor jeg lærte en MASSE om mit felt, og havde det forrygende!

På ski i Santa Fe, New Mexico

 

 

Santa Fe; En by med en noget anderledes arkitektur!

..... Sååååh jeg troede, at jeg kunne få ovenstående skrevet færdigt for 2 uger siden, men jeg nåede det ikke! Jeg har haft for travlt, og er derfor ikke kommet til det før nu. Jeg har nu endelig fået mit badge, og også købt en cykel.

Cykel:

Og det hele er derfor blevet lidt nemmere. Jeg kan nu cykle ud og ind af Campus, og kan nemmere cykle til super markedet i nærheden for at købe ind. Det betyder også at når jeg har været i byen i weekenden og kommer sent hjem, så skal jeg ikke igennem sikkerhedstjek... Det er en lettelse!

Andre PhD studerende
På NIH er der omtrendt 400 PhD studerende; langt de fleste er amerikanere, og så er vi en mindre gruppe "udlændinge". Jeg har været i byen med 3 Irere et par gange; Det går vildt for sig med det irske slæng! Jeg har desuden lært en gruppe søde og sjove PhD studerende at kende som jeg har hængt ud med på det seneste. Den ene PhD studerende, "Eli" er med i et band og holdte en aften koncert med 4 andre bands fra lokal området i hans kælder. Meget Amerikansk, men det var virkelig god musik og god stemning.

Petunia - lækker rock fra Philly!

Keeper - blød rockpop fra DC

Jeg har desuden været til diverse trivia nights med de forskellige PhD studerende, og været ude med nogle stykker et par gange. Det er nogle super mennesker, jeg helt sikker vil komme godt ud af det med.

Denne lørdag tog vi 20 PhD studerende til Pennsylvania, hvor vi stod på ski en dag. Sneen var... Langt fra god, men det var super fedt! Vi hyggede os gevaldigt og da vi var færdige med at stå på ski kl. 7 om aftenen tog vi ud og fik lækker barbecue alla Americano!

Whitetail Ski resort, Pennsylvania

Hjemve? - Det har jeg endnu ikke haft meget tid til...
Jeg har det forrygende, jeg har travlt, jeg oplever en masse, men jeg har simpelthen haft for travlt til at have hjemve indtil nu. Jeg er sikker på at det nok skal komme, og jeg er sikker på, at der vil komme tider, hvor jeg er træt af at arbejde så meget som jeg gør for tiden, men som det er nu nyder jeg den høje kadence, og de daglige nye oplevelser.

En god nyhed der varmer, er at Anton, mor og far, kommer og besøger mig her i April. Desuden kommer Marco måske forbi i starten af April. Det varmer, at folk hjemmefra lader til at have det godt, men også at mange har givet udtryk for, at de vil komme på besøg; Jeg kan ikke skrive det nok gange - Jeg vil elske at få besøg af jer alle sammen!

Jeg vil se om jeg kan skrive en opdatering hver måned, men det vil ikke være på en fast dato, og længden vil variere. Jeg har tilføjet en funktion så I kan følge bloggen og få en email reminder når jeg skriver noget nyt. Det kan i finde på forsiden af bloggen!

Peace out; Kristoffer 👌

PS. det politiske klima vil jeg ikke omtale her, og det vil jeg formentlig heller ikke berøre i fremtidige posts, den må i få i mindre offentlige beskeder!

PPS Jeg har udgivet en fin lille artikel sammen med Dr. Laustsen et al. som I kan læse her: http://journals.plos.org/plosntds/article?id=10.1371/journal.pntd.0005361

At forlade Danmark og ankomme til Washington DC i USA

Mit liv vil de næste 4 år indeholde en noget anden hverdag, end den jeg har haft i DK;
Det trygge danske sikkerhedsnet, alle mine gode venner, alle mine ting, mine akademiske kontakter, og sidst men ikke mindst min familie vil ikke være omkring mig i denne nye tilværelse. Stillet op sådan er det en noget skræmmende erkendelse... Alt vil være en udfordring i starten - At få nye venskaber, at starte forfra med et nyt forskningsfelt, at etablere sig et nyt sted med nye møbler, ny bank, nye abonnementer og nye regler, og at skulle arbejde i en forskningsgruppe, som jeg ikke kender på forhånd.

Alligevel stod jeg den 6. januar 2017 op kl. 7.00 i Hellerup med et stort smil på læberne for at drage mod Kastrup lufthavn velvidende, at alt vil blive vent på hovedet de næste år. Jeg ser frem til 4 år, hvor jeg vil få nye venner fra forskellige egne af verdenen, hvor jeg vil lære immunologi af nogle af de bedste inden for feltet, og at jeg vil blive udfordret på nye eventyr.

For mange virker det måske mærkeligt, men noget af det, jeg glæder mig mest til er at komme ud, hvor jeg ikke kan bunde uden nogen former for livreder-hjælp (Line, pun intended), og derfra selv skulle komme i land igen. Jeg ser frem til at blive presset til det yderste rent akademisk, men også personligt. Jeg ved, at der vil være perioder undervejs, hvor jeg vil være træt af det hele, men i sidste ende er jeg overbevist om, at det bliver en oplevelse jeg på ingen måder ville have været foruden.

Morgenen inden jeg forlod Hellerup - pakket i 3 store tasker og 2 styk håndbagage. 

Jeg tog afsked med familien; mor og lillebror Anton (9 år) kl. 8, hvorefter henholdsvis Line, derefter Holti kørte mig til lufthavnen. Holti og jeg fik en dejlig lang sidste snak og noget morgenmad ved en Lagkagehuset bager i lufthavnen (det skal lige nævnes at Holti kom hjem fra Malaysia efter et 8 måneders ophold med Novo Nordisk dagen inden), inden jeg steg ombord på SAS-flyveren SK925 med destination Washington DC. Med afgang 12.20 og forventet ankomst 15.15 (Eastern Time) varede turen omtrent 8 timer.

Efter ankomst, tjek af visum, og at jeg til min glæde fandt mine 3 styks bagage, tog jeg en taxa 45 minutter mod nord-øst fra lufthavnen, hvor jeg ankom til National Institute of Health. De første 3 indgange vi i taxaen forsøgte at komme ind af, blev vi afvist da jeg ikke har mit NIH ID kort endnu. Sidst blev jeg sat af med alt min bagage, hvorfra jeg gik til en indgang for gæster (visitor-entrance). Her blev alt min bagage skannet (ligesom i en lufthavn), og jeg blev screenet selv (Sikke et besvær for at jeg kunne komme til mit eget hjem!). Dog var alle jeg mødte utroligt venlige og gæstfrie! Efter sikkerhedstjekket tog jeg en shuttle, der kører rundt på campus, og blev sat af ved en stor bygning. Herfra var jeg igen lidt fortabt, men blev hurtigt hjulpet på vej af først den ene, så den anden venlige amerikaner, hvorefter en dame besluttede sig for at tage noget af min bagage og følge mig ud af bygningen på den anden side og et godt stykke op af vejen - sådan hjælp finder man sjældent i Danmark, men her i USA er det en stor del af kulturen - næsten overdrevet gæstfrihed. Herefter ankom jeg til mit hus, bygning 15I, hvor jeg skal bo det næste år sammen med 3 andre PhD studerende. [Det beskrevne sikkerhedscheck skal jeg kun gennemgå når jeg skal ind på campus indtil jeg får mit ID badge mandag]

Lufthavnen til NIH, Bethesda

Efter ankomst fandt jeg mit værelse (der var ingen hjemme), og pakkede ud. Herefter kom Katie, en 2. års PhD studerende, der om 2 uger tager til Cambridge, UK for at starte sin anden del af sin PhD, hjem. Hun er min nabo i huset, og er virkelig sød og hjælpsom. Jeg faldt tidligt i søvn kort derefter, og sov til næste morgen ved 8-tiden.

Huset er et gammelt amerikansk hus i 4 etager (kælder, stue, 1., og 2. etage). Vi har vært et værelse, og så er der 3-4 badeværelser, 1 køkken, 3-4 stuer, og en lille have til deling. Mit værelse er omkring 35 kvm stort og har en dobbeltseng, et bord, en sofa, og en stor indbygget reol. Desuden har jeg hele 2 store walk-in-clossets (jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med det?!). Det er i alt langt mere plads end jeg havde regnet med, og jeg ved slet ikke lige nu, hvad jeg skal gøre med det... Jeg har desværre ikke taget billeder af huset udefra i dagslys, men her kan I se et udpluk af nogle billeder af det indefra.

Dagen i dag (7. Januar) var min plan, at jeg ville tage ind til Washington DC (40 minutter herfra med tog), men da jeg vågnede sneede det helt vildt og jeg ændrede derfor planen til, at jeg ville udforske nærområdet. Jeg har derfor været rundt i den lokale by og har købt de mest basale råvarer til mit køleskab og fået noget god mad. Og så har jeg mødt en mere af mine roomies, Evan, der er på sit fjerde år af PhDen. Han havde travlt, men virkede også rigtig flink.

I morgen er planen igen, at jeg vil tage ind til Washington, men lad os nu se om det lader sig gøre. Hvis ikke, så har jeg 2 år endnu til at opleve byen.

Min plan for den her blog er uklar som det er nu - måske vil jeg poste ofte, måske kun en sjælden gang i mellem, men jeg håber, jeg kan holder alle jer mine venner og familie derhjemme opdateret herigennem. Lad mig endelig høre, hvis der er noget I vil høre mere eller mindre om - Så vil jeg forsøge at gøre noget ved det 😁.

Humøret er højt, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang på mandag.

De bedste hilsner,
Kristoffer
Bethesda, USA