Det trygge danske sikkerhedsnet, alle mine gode venner, alle mine ting, mine akademiske kontakter, og sidst men ikke mindst min familie vil ikke være omkring mig i denne nye tilværelse. Stillet op sådan er det en noget skræmmende erkendelse... Alt vil være en udfordring i starten - At få nye venskaber, at starte forfra med et nyt forskningsfelt, at etablere sig et nyt sted med nye møbler, ny bank, nye abonnementer og nye regler, og at skulle arbejde i en forskningsgruppe, som jeg ikke kender på forhånd.
Alligevel stod jeg den 6. januar 2017 op kl. 7.00 i Hellerup med et stort smil på læberne for at drage mod Kastrup lufthavn velvidende, at alt vil blive vent på hovedet de næste år. Jeg ser frem til 4 år, hvor jeg vil få nye venner fra forskellige egne af verdenen, hvor jeg vil lære immunologi af nogle af de bedste inden for feltet, og at jeg vil blive udfordret på nye eventyr.
For mange virker det måske mærkeligt, men noget af det, jeg glæder mig mest til er at komme ud, hvor jeg ikke kan bunde uden nogen former for livreder-hjælp (Line, pun intended), og derfra selv skulle komme i land igen. Jeg ser frem til at blive presset til det yderste rent akademisk, men også personligt. Jeg ved, at der vil være perioder undervejs, hvor jeg vil være træt af det hele, men i sidste ende er jeg overbevist om, at det bliver en oplevelse jeg på ingen måder ville have været foruden.
 |
| Morgenen inden jeg forlod Hellerup - pakket i 3 store tasker og 2 styk håndbagage. |
Efter ankomst, tjek af visum, og at jeg til min glæde fandt mine 3 styks bagage, tog jeg en taxa 45 minutter mod nord-øst fra lufthavnen, hvor jeg ankom til National Institute of Health. De første 3 indgange vi i taxaen forsøgte at komme ind af, blev vi afvist da jeg ikke har mit NIH ID kort endnu. Sidst blev jeg sat af med alt min bagage, hvorfra jeg gik til en indgang for gæster (visitor-entrance). Her blev alt min bagage skannet (ligesom i en lufthavn), og jeg blev screenet selv (Sikke et besvær for at jeg kunne komme til mit eget hjem!). Dog var alle jeg mødte utroligt venlige og gæstfrie! Efter sikkerhedstjekket tog jeg en shuttle, der kører rundt på campus, og blev sat af ved en stor bygning. Herfra var jeg igen lidt fortabt, men blev hurtigt hjulpet på vej af først den ene, så den anden venlige amerikaner, hvorefter en dame besluttede sig for at tage noget af min bagage og følge mig ud af bygningen på den anden side og et godt stykke op af vejen - sådan hjælp finder man sjældent i Danmark, men her i USA er det en stor del af kulturen - næsten overdrevet gæstfrihed. Herefter ankom jeg til mit hus, bygning 15I, hvor jeg skal bo det næste år sammen med 3 andre PhD studerende. [Det beskrevne sikkerhedscheck skal jeg kun gennemgå når jeg skal ind på campus indtil jeg får mit ID badge mandag]
 |
| Lufthavnen til NIH, Bethesda |
Efter ankomst fandt jeg mit værelse (der var ingen hjemme), og pakkede ud. Herefter kom Katie, en 2. års PhD studerende, der om 2 uger tager til Cambridge, UK for at starte sin anden del af sin PhD, hjem. Hun er min nabo i huset, og er virkelig sød og hjælpsom. Jeg faldt tidligt i søvn kort derefter, og sov til næste morgen ved 8-tiden.
Huset er et gammelt amerikansk hus i 4 etager (kælder, stue, 1., og 2. etage). Vi har vært et værelse, og så er der 3-4 badeværelser, 1 køkken, 3-4 stuer, og en lille have til deling. Mit værelse er omkring 35 kvm stort og har en dobbeltseng, et bord, en sofa, og en stor indbygget reol. Desuden har jeg hele 2 store walk-in-clossets (jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med det?!). Det er i alt langt mere plads end jeg havde regnet med, og jeg ved slet ikke lige nu, hvad jeg skal gøre med det... Jeg har desværre ikke taget billeder af huset udefra i dagslys, men her kan I se et udpluk af nogle billeder af det indefra.
Dagen i dag (7. Januar) var min plan, at jeg ville tage ind til Washington DC (40 minutter herfra med tog), men da jeg vågnede sneede det helt vildt og jeg ændrede derfor planen til, at jeg ville udforske nærområdet. Jeg har derfor været rundt i den lokale by og har købt de mest basale råvarer til mit køleskab og fået noget god mad. Og så har jeg mødt en mere af mine roomies, Evan, der er på sit fjerde år af PhDen. Han havde travlt, men virkede også rigtig flink.
I morgen er planen igen, at jeg vil tage ind til Washington, men lad os nu se om det lader sig gøre. Hvis ikke, så har jeg 2 år endnu til at opleve byen.
Min plan for den her blog er uklar som det er nu - måske vil jeg poste ofte, måske kun en sjælden gang i mellem, men jeg håber, jeg kan holder alle jer mine venner og familie derhjemme opdateret herigennem. Lad mig endelig høre, hvis der er noget I vil høre mere eller mindre om - Så vil jeg forsøge at gøre noget ved det 😁.
Humøret er højt, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang på mandag.
De bedste hilsner,
Kristoffer
Bethesda, USA
